• ···

… Og tilbage igen

Det er et par dage siden jeg landede i København, men har ikke fået skrevet noget da jeg har været både træt og en lille smule svimmel (måske jeg har fået en sød lille infektion med i afskedsgave?).

Indlæggene omkring rejsen kan læses  her (inkl. en lille introduktion til konflikten) og her 🙂

Alt i alt har det været en fantastisk spændende og lærerig tur – og det er i øvrigt første gang, jeg har været i Nord Afrika – for at gøre det lidt let, har jeg samlet et par billeder sammensat en lille liste over læringspunkter fra turen 🙂

Unknown1. Smuk solnedgang over ørkenen, 2. Gåtur i lejrene (beskyttet mod sand) 3. Te (og smukke klæder) er en essentiel del af kulturen 4. No Shame Wall med støttebeskeder fra venner, 5. Udsigt over en af lejrene, 6. Ørkenhygge med te 🙂

Men hvad har vi så lært?

  1. Hvor velorganiserede de er – seriøst, det kan godt være, det er en flygtningelejr, men det fornemmer man slet ikke når der er velfungerende skoler, hospitaler og et endda et demokratisk system.
    .
  2. De er milevidt foran deres naboer i MENA regionen hvad angår ligestilling og synet på/respekten for kvinder. Ift. at have respekt for kvinder er de endda foran os – der må vi sgu lige tage os sammen en gang 💩
    .
  3. Hvor nice grillet kamel smager. Seriøst, det er lækkert nok til at tage tilbage alene for det ♥
    .
  4. Hvor simpel løsningen er – bare lav en folkeafstemning for folk i Vest Sahara, hvor de kan få lov til selv at bestemme hvor de skal høre til. Det er sgu ikke så svært. FN har endda lavet en liste over hvem der har stemmeret – sæt i gang!
    .
  5. Hvor lidt vi i Vesten egentlig gør for at løsningen gennemføres ಠ_ಠ… Det er selvfølgelig svært, når store lande i EU som Frankrig og Spanien vinder økonomisk på at Marokko har kontrol over Vest Sahara, men på et eller andet tidspunkt, må vi altså sætte menneskerettigheder over økonomi, fordi det er det rigtige at gøre.
    .
  6. Hvor mange der plyndrer løs af Vest Saharas naturressourcer, fordi de kan. Det er grove overtrædelser af international lov, når store Amerikanske virksomheder borer løs efter olie ud fra Vest Saharas kyst og når Marokko mæsker sig i indtægterne fra Vest Saharas fosfor. Men igen – jo flere der er afhængige af at kigge den anden vej, jo længere tid går der, før der kommer en løsning. Med mindre lande som Danmark og Sverige tager internationalt ansvar (på med yes we can attituden ✊)

Planen er nu at gøre to ting; at arbejde på en artikel til danske medier for at skabe opmærksomhed omkring konflikten og at skrive en projektansøgning, så vi kan undersøge om der er grobund for at køre et projekt ala det vi kører i Kenya.

… Og måske i øvrigt tage et smut til lægen, hvis trætheden og svimmelheden bliver ved 🙈

.

/Ida

   

Interviews, frustrationer og masser af sand

Unknown

Dagen i dag har budt åbningsceremoni til et kulturcenter og dermed (åbenbart) masser af interviews til bl.a. spanske og algerianske medier. De var meget interesserede i formålet med vores besøg, om vores holdning til situationen og om hvor meget vi kunne lide kulturen (Pro tip til at give interviews i udlandet: altid, altid, altid ros kulturen –  det er heldigvis nemt i Vest Sahara 😊).

Mellem møder, taler og interviews er der heldigvis også tid til en smule turist-stuff, så eskorteret af  grænsepoliti tog vi på tur i ørkenen til der hvor goldhed bliver til smukke, bløde sandbanker. Her blev vi ræset rundt på ladet af grænsepolitiets jeep (hvilket måske lidt kan sammenlignes med en Sahrawiansk udgave af markræs bare med mindre sikkerhed – undskyld mor, men altså when in Rome og alt det der 😅), så afsindig smuk solnedgang, drak te og grillede kamel-kebab (som smager for nice!) – livet i ørkenen er ikke altid så ringe endda (… specielt ikke når man bare er gæst).

Her til aften snakkede vi med unge fra studenterbevægelsen – de snakkede meget om frustrationen ved at bo og være vokset op i en flygtningelejr, hvor de godt nok godt kan få en uddannelse, men ikke rigtig bruge den til noget (de har ikke arbejdstilladelse i Algeriet, hvor lejrene ligger, så de kan kun arbejde frivilligt i lejrene, men der er det altså begrænset hvor meget man kan bruge en universitetsuddannelse til). De fleste har levet hele ders liv med troen på en fredelig løsning, men er ved at nå dertil, hvor håbet er ved at svinde ind og vreden er ved at tage over. Heldigvis mener de fleste unge, at væbnet konflikt var den sidste mulighed, men de føler til gengæld også, at de er ved at løbe tør for muligheder. Derfor er det også vigtigt at træde til snart.

.

/ Ida

Vi kradser i overfladen (…og da 12 timer blev til 40)

Turen herned blev en anelse turbulent, hvilket både skyldtes super stabile propelfly, og at vi missede vores fly fra Oran til Tindouf (med bare 10 minutter – med et fly om ugen skulle man ellers tro, at de ville vente!). Efter en del forhandling på lommefransk og med hjælp fra vores Sahrawianske venner, blev vi omdirigeret til Algiers og dernæst Tindouf, men rejsetiden blev så også lige forlænget med 28 timer (!) 😭😤 som en lækker lille trumf oveni, skulle vi kæmpe for at få hotelovernatning (det kom først da vi selv havde besluttet os for at gå til nærmeste hotel – det var sikkerhedsvagterne ikke helt overbeviste om var en god ide der kl 2 om natten, hvilket heldigvis fik dem til at skride til handling) med at få vores bording passes Og med folk der prøvede at snyde os – når man er i massivt søvnunderskud, er det ikke ligefrem det man sætter aller mest pris på… Heldigvis er der lige så mange søde, hjælpsomme mennesker i Algeriet, så vi slap igennem processen uden meromkostninger og med et par nye venner i bogen 😊

Efter en varm velkomst, har vi brugt de første dage her på at mødes med repræsentanter fra forskellige organisationer fra hhv. lejrene og Vest Sahara – både fra de områder POLISARIO (frihedskæmperne) kontrollerer og fra den besatte del.

Det er svært at forklare hvor meget Sahrawierne har været igennem og selvom vi har haft et par dage fyldt med møder, kradser vi kun i overfladen. Der er altså stadig et stykke vej igen til at få den fulde forståelse for hvordan den almindelige Sahrawianer tænker og har det.

Overall er der dog en ting, der går igen hos dem alle – de vil frygtelig gerne have deres land tilbage. Og det snart!

For at forstå situationen, er det måske godt med lidt baggrundsviden. Kort fortalt er Vest Sahara den sidste koloni i Afrika og landet har gennem de sidste 40 år været besat af Marokko. Der har været væbnede konflikter on and off, og selvom der er våbenhvile lige nu opfører Marokko sig ikke ligefrem som guds bedste børn… Langt fra faktisk. Vi har hørt forfærdelige historier og set forfærdelige billeder/videoer af direkte nedslagtning af folk, som modsiger Marokkos linje, tortur af fanger og grov overtrædelse af menneskerettighederne – ting som altså foregår lige nu. Som i nu. 2015. Alt imens verdenssamfundet har mere travlt med at skrive rapporter og beskære hjælpen end at skride til handling.

Nogle gange undrer det mig, at de stadig går efter en fredelig løsning efter så lang tid med stilstand. … Dvs Indtil videre gør de i hvert fald. Min fornemmelse er, at tiden er ved at løbe ud for den fredelige løsning, at frustrationen snart er ved at nå bristepunktet – specielt blandt de unge er der stor utålmodighed. Jeg tror ikke der er langt fra den nuværende situation til en væbnet konflikt. Årsagen vil være en super giftig kombination af manglende international anerkendelse – som de sådan set altid har manglet – men sammen med udsigten til en sort fremtid uden job, uden løsning, uden et sted at kalde hjem i et uvenligt miljø og med faldende humanitærhjælp, hvor resultatet er bl.a. Er sult, er det meget tydeligt, at det er en farlig kurs, de er på (her er i øvrigt endnu et argument for problemet i at sænke udviklingsbistanden!).

Mellem alle forklaringerne er der heldigvis også plads til hygge og ikke mindst te (som jo altid er lækkert og lige det man har lyst til i 38 graders varme😄😳). De generelle forhold er egentlig bedre en jeg troede, Sahrawierne har organiseret sig godt med skoler, hospitaler osv, gæstfriheden er helt i top, ørkenen er smuk på sin egen brutale måde og jeg er vild med at sove under åben himmel! ⭐️

Der er selvfølgelig meget mere at sige om situationen, og vi er slet ikke færdige med at undersøge aspekterne, så stay tuned! 😊

.

/ Ida

Der skal nok komme billeder på, når jeg kommer hjem, nettet her kan ikke så godt trække det 🙂 Men hey – alene det at der er internet i en flygtningelejr i en ørken er da et plus!

   

Til Tindouf…

IMG_20151004_120857

Er lige nu på vej til at boarde vores fly, der skal tage os til Tindouf i Algeriet. I selskab  med DSU’s næstformand og min gode veninde, Maj, skal jeg tilbringe den kommende uge i nogle af de flygtningelejre, som er hjem for tusindvis af Sahrawier.

Sahrawierne stammer alle fra Vest Sahara, og er strandet der, uden mulighed for at komme tilbage til deres hjem, fordi det land de kalder hjem, stadig er besat af Marokko.

 Marokkos besættelse af Vest Sahara er ikke rigtig noget medierne dækker, og derfor noget de kun de færreste danskere ved noget om. Det ændrer dog ikke på, at EU og resten af verdenssamfundet – dem, som burde agere retfærdigt og tage bare et gram af ansvar – komplet ignorer besættelsens og dens konsekvenser for befolkningen.

Hvis der er internet dernede, vil jeg forsøge at holde jer opdaterede, ellers kommer der helt sikkert et mere udførligt indlægindlæg,  når jeg er hjemme igen.

Følg med!

/Ida

Kenya-projekt, here we come!

Whoop whoop! I dag landede beskeden om, at vi har fået funding til vores pilot projekt  med vores søsterparti i Kenya! Great news!

I Kenya er de fleste partier styret mere af stammeforhold end af ideologi, og det nuværende system er… knap så demokratisk. Det er selvfølgelig ikke noget vi med vores pilot projekt kommer til at ændre på overnight, men hvis vi gerne vil gøre en forskel for befolkningen på den lange bane, er vi nødt til at tage fat om roden på problemet og forsøge at påvirke den politiske situation – så det er det vi nu har taget vores første lille skridt hen i retningen af 🙂

Vi startede samarbejdet i januar måned og har været igennem et par projektbesøg både i Danmark og i Kenya for at lære hinanden bedre at kende. Sammen har vi designet et projekt, hvor vi arbejder med unge, demokratisering og ligestilling i deres organisation – jeg glæder mig til at komme i gang!

bevillingsmøde i duf (mere sexet end det lyder)

Noget af det jeg har brugt meget tid på i løbet af de sidste dage – ud over at korse mig over Venstres forslag til finansloven (… Seriously?😐) og valget af Peter Christensen som ny forsvarsminister (manden som jo hverken har folkelig opbakning blandt sine vælgere, og som Lars Løkke himself i øvrigt i juni ikke ville tage ind, fordi han mente det sendte et forkert signal at hive en mand ind, som vælgerne havde vraget – det er så åbenbart ikke et forkert signal længere … ಠ_ಠ) *okay, back to a happier place 😅*

IMG_20150930_222945
☛ Noget af det der er brugt tid på, er et bevillingsmøde hos Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, hvor jeg har en plads i MENA-puljeudvalget.

– Som frivillig kommer man hurtigt til tage ansvar og sidde i alle mulige forskellige organer 🙂

Her til aften har vi behandlet flere af  medlemsorganisationernes ansøgninger til projekter i MENA regionen. Det er altid lidt en lang proces med sådan nogle ansøgninger – der er  meget man skal golde styr på, men man kan virkelig gøre en forskel, når man gør det rigtigt. Derfor er så fantastisk dejligt at se, at så mange unge mennesker der, på tværs af politiske, religiøse og humanitære organisationer, er interesserede i det internationale arbejde og knokler for at gøre en forskel blandt unge ♡
Det er sgu awesome!

Vi har selv en ansøgning til vores pilotprojekt i Kenya til behandling hos Projektpuljeudvalget (som behandler projektansøgninger til resten af verden), som jeg selvfølgelig håber på er gået igennem!

Vi venter i spænding! 🙂

.

/Ida

   

Søndag aften…

Documentary night <3

Jeg må indrømme at jeg altid har været lidt en sucker for dokumentarer. Så en aften som i aften, hvor tømmermændende er ved at gå på hæld og jeg mest af alt har lyst til at slappe af, er det fantastisk med et appleTV med fri adgang til Netflix og TED talks <3 Gotta love it!

Her til aften sad jeg bl.a. og så Cowspiracy som i bund og grund handler om, at produktionen af kød, mælkeprodukter og æg er den aller største drivkraft bag global opvarmning.

Selve analyserne bag filmen er egentlig fine nok og man sidder helt sikkert tilbage med følelsen af at der bør gøres noget, nu, hvilket helt sikkert også er filmens formål. Det er selvfølgelig fedt opfordre til handling (YES, action all the way!), men langt de fleste kræver handling fra … forbrugeren! …Wait, what? Hvor blev politikernes ansvar af?

Nuvel, det er selvfølgelig op til mig som forbruger at træffe et nogenlunde oplyst valg om de produkter jeg køber, men let’s face it, man kan ikke holde styr på alt. Kan det derfor kræves af mig som forbruger, at jeg alene bærer ansvaret for at være opmærksom på alt lige fra hvilken slags kød jeg spiser, til hvordan mit tøj bliver produceret, til hvilken shampoo jeg bruger og hvordan den kemiske sammensætning i min make-up er? Specielt når de virksomheder, der sælger det til mig, ikke ligefrem er posterboys for gennemsigtighed?

Misforstå mig ikke, jeg fralægger mig selvfølgelig ikke alt ansvar! Man kan være opmærksom på rigtig meget, men det er simpelthen umuligt at være opmærksom på alt. Men så er det jo smart, at vi har politikere, som (potentielt, forhåbentlig) kan holde styr på den slags.

Appellen bør i stedet gå til dem, så de kan tage ansvar og arbejde for at vi som samfund spiser mindre kød, sætter krav til hvad der må puttes i make-up og cremer og sætter krav til bæredygtig produktion af de varer der importeres. Det kunne bl.a. ske gennem afgifter, certificeringer og øget producentansvar.

.

/Ida

Flygtninge fra krig, konflikt og beslutninger

IMG_20150922_154900

Jeg er på vej mod Aarhus til et møde i DSUs Internationale Udvalg. Det er det første møde med det nye udvalg og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet! 🙂

Inden vi gik på sommerferie og før der gik valgkamp i den, arbejdede vi med flygtningesituationen. Meget vand er løbet i åen siden, og selvom medierne har skiftet fokus fra Middelhavet til vores egne grænser, har vores politikere ikke skiftet fokus fra deres egne hænder til en reel løsning.

Det er nok en af de ting, der frustrerer mig aller mest lige nu. Så brace yourself, incoming rant over situationen (men hey, der er også løsningsforslag, så følg med alligevel! 😉 )

Hvor skal man næsten starte? Rent politisk er det en rodebutik hvor ekstremt højreorienterede Ungarn mfl ikke vil være med på en fælles Europæisk løsning, hvor Grækenland, (der i forvejen har massive økonomiske problemer) ikke får nogen støtte fra resten EU til at klare mængden af flygtninge, basically har sagt well fuck it og lader flygtninge passere videre op i Europa.
Tilsyneladende har det medført lidt af en uheldig trend, hvor stort set alle lande – inklusiv os selv – mere eller mindre har ladet folk passere frit. Men altså, er det en god idé? …Er det et udtryk for en smart form for solidaritet med hinanden?

Rent humant er det nærmest endnu værre. Det føles i hvert fald sådan, når man nærmest dagligt konfronteres med forfærdelige videooptagelser fra grænseovergange i Europa, hvor flygtninge behandles helt umenneskeligt – altid efterfulgt af et ganske modbydeligt kommentarspor. Ud over at man efterlades med dårlig smag i munden efterlades man også med lidt af en dårlig dag (som sikkert ikke er værre end den flygtningene har, men alligevel..).

Det står mere og mere klart; intet løses før der er fred i Syrien. Hard nut to crack, og sikkert ikke noget der sker nu og her, men hvad kan vi så gøre i mellemtiden?

Man kan let lade sig friste af de halve løsninger, højrefløjen tilbyder. Luk grænserne, siger de. Sænk ulandsbistanden, siger de. Sæt annoncer i aviser, det skal nok skræmme folk væk, siger de.
…Det skal nok løse alt.

Og det er ikke kun i Danmark, vi har et problem med politikere, der har mere travlt med at sidde på deres hænder, end reelt at løse de udfordringer vi står i. Europæiske politikere fra hele paletten har voldsomt travlt med at levere dårlige undskyldninger til, hvorfor det lige præcis ikke er dem, der skal tage nogle former for ansvar. Som om alle prøver at gemme sig bag hinanden. Som om det løser noget.

Jakob sagde det egentlig meget fint, da jeg diskuterede det med ham under aftensmaden i går:

“Det mest bedrøvende ved flygtningekrisen er, at
den viser, at vi også har en ledelseskrise i Europa”.

Skal man stoppe flygtningevandringen til og gennem Europa, mener jeg de Europæiske ledere er nødt til at gå sammen om tre ting:

  1. Yde hjælp i nærområderne, økonomisk og humanitært (her opmuntres man ikke ligefrem af, at regeringen har planer om at skære 2,6 mia på udviklingsbistanden – skriv i øvrigt under mod det her!)
  2. Oprette modtagerlejre i Grækenland og Italien, hvor ansøgernes sager behandles (inden for en fornuftig tidsramme, forstås) og hvor de fordeles i Europa ud fra en fornuftig fordelingsnøgle
  3. Øge presset på lande i nærområderne (bl.a. Emiraterne) til at tage flere flygtninge

Uden økonomisk hjælp i Syrien og nærområderne, vil flere søge mod Europa. Og uden koordineret modtag og fair fordeling af de der kommer hertil, får man (ud over de forfærdelige videooptagelser og dertilhørende usmagelige kommentarspor) en akkumulation af flygtninge i lande som Sverige og af ansvarsfralæggelse i andre lande.

Generelt mener jeg det kan koges ned til en række simple spørgsmål:

  • Har det reelt fungeret noget sted i verden at lukke en grænseovergang? (jeg mener, det lykkes jo stadig for Nordkoreanere at slippe ud af landet og for Centralamerikanere at slippe ind i USA…)
  • Ved at ignorere konflikten og sidde på sine hænder, løser den sig så?
  • Ved at ignorere flygtninge, går de så væk?
  • Ved at ignorere de økonomiske og menneskelige konsekvenser, konflikten har på nærområderne (hvor langt de fleste flygtninge befinder sig pt), kommer der så flere eller færre flygtninge mod Europa?
  • Hvis ikke vi prioriterer at investere i nærområderne nu, bliver det så billigere eller dyrere for os i længden?

.
You’ve guessed it! Så lad os dog finde den internationale solidaritet frem og tage ansvar, ikke kun fordi det økonomisk er det rigtige at gøre, men også fordi det er det rigtige at gøre for vores medmennesker og for vores allesammens fremtid.

.

/Ida

S-kongres from afar

IMG_20150920_124635I år er første gang, hvor jeg ikke er med på Socialdemokraternes kongres. Selvfølgelig ville jeg hellere klappe af gode budskaber og drikke øl med gode venner, men det er jo et af de valg, man må træffe, når man er en tand for meget bagefter ift. læsningen (- det hårde voksne valg).

Når man nu ikke kan være der selv, er det jo godt, at man kan høre alle de gode taler på nettet! <3

Det der med at multitaske er altså lidt en hyggelig gave, så kan man nemlig både læse om Reproductive Health og samtidig høre de gode taler i baggrunden 🙂

Kongressen har været fyldt med politiske budskaber lige fra et bedre dagpengesystem til mere human behandling af flygtninge, til bedre arbejdsforhold og kampen mod social dumping – det er altid en fornøjelse at lytte til fornuftige holdninger 😉

Mange af mine gode venner fra DSU var på talerstolen for at sætte fokus på bl.a. psykisk sårbarhed blandt unge, ungdomsboliger der er til at betale og bedre uddannelse til alle (shoutout til dem!)

Der er mange gode citater at vælge mellem, men yndlingscitatet fra kongressen blev leveret af Mette Frederiksen:

“Vores frihedsprojekt er aldrig på bekostning af det enkelte menneske, for uden fællesskaber er friheden kun for de få”

.

Now.. back to the books

/Ida

   

Om Bonnie, den lykkelige luder

(Foto: Hansen & Pedersen Film & Fjernsyn ApS)

I søndags rullede dokumentaren om Bonnie og de tusinde mænd over skærmen på DR,  hendes historie har siden spredt sig som en steppeild over de sociale medier, og man skal have været rigtig god for at have undgået at blive konfronteret med hendes barske virkelighed.

For mig satte det mange tanker i gang, fordi jeg har brugt rigtig mange timer på at diskutere for/imod et forbud mod sexkøb (hvor tanken er, at man altså ikke gør det ulovligt at være prostitueret, men ulovligt at købe ydelser hos en).

Før liberale mfl begynder at råbe højt om den lykkelige luder, hvor problematisk det er at stigmatisere et helt erhverv og om folks ret til egen krop, synes jeg det er vigtigt at fokusere på de mennesker, der gemmer sig bag. Både dem der er ulykkeligt går ind i prostitution (oftest med en traumatisk barndom i bagagen), dem der er ulykkelige hele vejen igennem (såsom Bonnie) og dem, der på trods af at de har betegnet sig som “lykkelige ludere”, nu er kommet ud på den anden side og er … knap så lykkelige.

Problemet med prostitution er, at selvom den prostituerede måske selv har valgt det og selvom den prostituerede selv mener at have det godt i det, viser alle undersøgelser jeg har set, at ingen forlader den branche uden dybe ar på sjælen.

Læs fx Helene Nørskov Strange’s historie om hvordan hun opfattede sig selv som “den lykkelige luder” men i virkeligheden solgte sin sjæl for håndører – noget hun først så og mærkede, da hun kom ud af det, eller Tanja Rahm’s rammende brev til en sexkøber, hvor hun fortæller om hvordan hun selv oplevede sin tid prostitueret. Du behøver næsten ikke læse det, for at gætte, at ingen af dem synes det hverken var en særlig festlig eller berigende rejse.

For mig understreger Bonnies historie netop de samme ting; selvom hun selv har valgt at gå ind i prostitution, er det – ud over fantastisk svært at komme ud af – et erhverv, der på ingen måde gør noget godt for hende. Faktisk gør det hende rigtig, rigtig syg.

Som jeg ser det, er noget af det gode ved vores samfund, at vi kollektivt sørger for, at vores medmennesker ikke udsættes for noget, der på lang sigt har alvorlige konsekvenser for deres krop og psyke. Det gør vi bl.a. ved at sikre gode arbejdsforhold, at bevare et forbud mod stoffer og gennem indsatser mod et for højt alkoholfor(/mis)brug. Hvorfor bør det samme ikke gøre sig gældende for prostitution, når nu vi ved, at tonsvis af mennesker får dybe ar på sjælen af det?

Er hensynet til den ensomme lykkelige luder vigtigere end hensynet til hendes knap så lykkelige kollegaer, som altså udgør langt størstedelen? Er hensynet til køberens orgasme virkelig vigtigere end den prostitueredes helbred? Er jeg den eneste der synes det er helt absurd?

Gennem et forbud mod sexkøb, bevarer vi de prostitueredes rettigheder til fx at gå til politiet eller til at få støtte og hjælp til at komme ud af prostitution, samtidig sender vi sammen et stærkt signal om, at vi ikke synes det er i orden at købe sig retten til at krænke et andet menneske.

Det synes jeg faktisk er ganske fornuftig medmenneskelighed.

.

/Ida

Flere af Verdens Bedste Nyheder <3

Cykelselfies på vej hjem fra byen er jo altid en god idé!

I morges, da jeg var på vej hjem fra byen (nyt studie, lange byture, alt det der 😉 ), cyklede jeg over Christianshavn, hvor jeg fik stukket en avis i hånden fra Verdens Bedste Nyheder (hvis du er i lidt dårligt humør, synes jeg bestemt du skal smutte ind og læse et par opløftende overskrifter).

Lige nu, hvor vi i dén grad bliver konfronteret med de meget virkelige resultater af en verden i flammer og hvor der på studiet fokuseres på globale sundhedsproblemer, kan man altså godt blive en lille smule træt af menneskeheden. Derfor er det så dejlig opløftende at se, at det faktisk ER muligt fx at løfte folk ud af fattigdom, at reducere mødredødeligheden og at få langt de fleste børn i verden i skole – ting der altså gør en helt konkret forskel for millioner af mennesker, så længe vi vælger at prioritere det 🙂

Det varmer derfor mit hjerte, at vi i Danmark ligger #4 på listen over de lande, der bidrager med mest pr. indbygger. For på helt samme måde som jeg mener, at mine danske venner skal have lige muligheder i livet, mener jeg også, at mine internationale venner skal have det. Og på samme måde som det betyder noget for mig, at mine venner ikke ligger og dør på gaden, tror jeg også på at andres lykke i høj grad afhænger af den elendighed de ser og oplever hver dag.

For mig at se, har vi som (et forholdsvis velfungerende) samfund et ansvar over for vores omverden. Derfor bliver jeg også frustreret, når jeg hører politikere fra bl.a. V og DFs ønsker om at afskaffe eller sænke vores bistandsniveau. For en stærk omverden betyder også et stærkt Danmark. Den stigende globalisering betyder, at hele verdenen handler sammen på kryds og tværs, og vi mærker jo selv på egen krop og eget land, hvad der sker, når kriser bryder ud eller når lande er prægede af ustabilitet.

Det betyder bl.a. mindre samhandel, flere flygtninge og større sundhedsproblemer. De investeringer vi laver gennem ulandsbistanden kommer mange gange igen og derfor skal vi selvfølgelig fortsætte på minimum samme niveau, så vi kan få endnu flere af Verdens Bedste Nyheder 🙂

/Ida

Velkommen til!

Det har været lidt længe undervejs, men jeg har nu endelig fået min egen blog i dette lille blognetværk (tjek i øvrigt gerne de andre bloggere ud via linksene for oven).

Jeg været medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) siden jeg var omkring 16 år gammel. I år fyldte jeg 25, hvilket betyder at jeg vist er ved at være lidt gammel i gårde, men altså, selvom man ikke har helt den samme energi til festerne, forhindrer det jo ikke en i stadig at være aktiv 😉

Gennem mine 9 år i DSU har jeg været aktiv på forskellige niveauer og deltaget i hvad der føles som en million valgkampe (ja okay, måske kun 7, men hvis man tæller antallet af flyers der er blevet delt ud og lygtepæle der er kravlet i, bliver det nok til en million!).

Lige nu har jeg kastet min kærlighed over det internationale hvor jeg sidder som næstformand for vores internationale udvalg. Derudover koordinerer jeg, sammen med 4 andre mega seje DSUere, et projekt med vores politiske søsterorganisation i Kenya – det kommer der helt sikkert mere om! 🙂

Jeg kommer til at bruge bloggen til at skrive om mine tanker om mere eller mindre politiske emner, om ting der inspirerer og frustrerer mig, men også om livet i ungdomspolitik og the occasional hverdagsting – under alle omstændigheder håber jeg, at du har lyst til at følge med!

Ida